Prisen for at kæmpe for børn er høj

Bogen, der ikke måtte udgives

Ord blev til trusler. Men psykologen trodsede dem — og udgav sin bog alligevel.

»Slagtet.«

Sådan ville det gå psykolog og forfatter Dorthe Birkmose, fik hun at vide, hvis hun udgav sin bog.

Hendes forbrydelse? At sætte ord på det, som de fleste enten ikke er bevidste om eller ikke har modet til at sige højt. At helt almindelige, dygtige fagfolk lidt efter lidt bliver rå, kolde og kyniske, uden selv at mærke det, indtil de gør ondt mod de mennesker, de er sat til at hjælpe. Forråelse kalder hun det. Og når det er værst: ondskab.

Så længe hun talte med medarbejderne i frontlinjen, mødte hun lydhørhed, genkendelse og anerkendende nik. Men længere oppe blev luften kold.

»… jo højere jeg når op i de forskellige ledelsesniveauer, og nogle gange helt op på det politiske niveau, så skal jeg love for, at jeg får at vide, at jeg skal tie stille. Det er endda blevet til et par trusler. Jeg er sågar blevet truet med at blive slagtet, hvis jeg udgiver den her bog.«— Dorthe Birkmose, i foredraget

Lad det stå et øjeblik. En trussel om at blive slagtet. For at skrive en fagbog. Ikke en hvilken som helst, men en samfundsvigtig, kritisk bog, der beder os se os selv i øjnene og sige stop.

Ondskaben skulle ud af bogen

Og så var der den faglige sparring. Inden en bog som hendes udgives, læses den igennem af fagfæller, der efterprøver argumenterne, udfordrer påstandene og peger på det, der er uklart eller mangler belæg. Det er den proces, der gør en fagbog holdbar. Og netop dét ærlige, kollegiale modspil skulle have været hendes stærkeste allierede. Forlaget havde sat fire fagfolk på opgaven: en jurist, en historiker og to psykologer.

Men det modspil udeblev. Det eneste indholdsmæssige svar, hun fik, gik den stik modsatte vej. En af psykologerne, fra hendes egen faggruppe, bad hende slette alt om ondskab og onde handlinger. Altså stort set hele bogens indhold. Så ville der ikke være en bog tilbage.

Og det mest tankevækkende var, at psykologen selv netop havde læst Dorthes kapitel om forsvarsmekanismer. Alligevel var det hende, der bad Dorthe fjerne alt om ondskaben. Ikke, som hun skrev, fordi hun selv havde svært ved at læse om det, men af hensyn til faggrupper med en kortere uddannelse. Og netop dét kan, som Dorthe bemærker, i sig selv være en af de forsvarsmekanismer, bogen handler om. At man ikke ejer sit eget ubehag, men vil have det væk og lægger årsagen over på »de andre«.

Der var læsere nok på bogen. Men ingen turde for alvor tage fat om selve stoffet, om ondskaben. Enten af mangel på mod, eller af modstand mod, at bogen overhovedet skulle udgives.

Hun slettede ikke et ord.

»Men det motiverer mig bare endnu mere,« sagde hun. »Så bogen kommer.«— Dorthe Birkmose

Og bogen kom. Den blev udgivet.

Og det, bogen vil, kunne ikke være mere alvorligt. Dorthe siger det, ingen har lyst til at høre. Der findes ikke onde mennesker. Kun onde handlinger. Og de udføres ikke af monstre, men af dygtige, samvittighedsfulde fagfolk, der gennem en langsom proces bliver mere og mere rå, kolde og kyniske, uden selv at registrere det. Forråelse kalder hun det. Drivkraften er afmagt. Den er indbygget i selve arbejdet og umulig at holde ud at være i, så vi omdanner den til enten faglig magt eller forrået magt. Og det, der holder forråelsen skjult, er sproget. Kalder man et problem en »udfordring«, en fyring en »reducering« og en besparelse en »inklusion«, så kan man gøre det onde til noget pænt og slippe for at se, hvad man er en del af.

Dorthe trækker to eksempler frem fra det, hun kalder ondskabens psykologi. Det første er Adolf Eichmann, SS-officeren bag hele logistikken i nazisternes folkedrab. Han flygtede efter krigen, men blev fundet af israelerne i Sydamerika og stillet for retten i Jerusalem. Der undersøgte psykologer og psykiatere ham og måtte erklære ham fuldstændig normal. Ingen psykopati, ingen sadisme. En middelmådig, nærmest kedelig bureaukrat, der passede sit arbejde, gjorde karriere og gik hjem og behandlede sin familie ordentligt. Hans forsvar var det samme hele vejen: jeg adlød ordrer. Filosoffen Hannah Arendt fulgte retssagen og gav fænomenet sit navn. Ondskabens banalitet. Ikke at ondskaben er banal, men at den kan være helt almindelig.

Det andet eksempel er Milgrams berømte forsøg. Den amerikanske psykolog Stanley Milgram ville undersøge, hvor lydige vi egentlig er. Forsøget var kamufleret som et hukommelsesforsøg. Forsøgspersonen skulle give en »elev« i rummet ved siden af elektriske stød, hver gang eleven svarede forkert, og skrue op på et panel af knapper, fra 15 volt og helt op til 450. Eleven havde faste replikker. Først klagede han over smerten, så råbte han om sit hjerte og bad om at få lov at stoppe, og til sidst blev han helt tavs. På forhånd troede ingen, heller ikke de psykiatere, Milgram spurgte, at nogen ville gå hele vejen. Men to tredjedele skruede op til den sidste knap. Ikke af had. Ikke af vrede. Bare fordi de fik ordren. Eleven var en skuespiller, og ingen kom fysisk til skade. Men de, der trykkede, troede, det var virkeligt.

Det eneste værn, Dorthe peger på, er den kritiske tænkning. Modet til at blive ved med at stille spørgsmål og kalde tingene ved deres rette navn, også når det gør ondt.

Da elefanten blev lukket ud igen

Men en bog på hylden er ikke det samme som en forandret virkelighed. Og det er her, historien for alvor gør ondt.

For Dorthe har været helt tæt på. På et opholdssted for anbragte børn blev hun inviteret ind for at tale til hele personalegruppen. Det er børn, der kender forråelsen, ondskaben og systemvolden indefra, på deres egen krop, uanset om de er anbragt mod deres vilje eller ej. På opholdsstedets temaaften, med Dorthe som foredragsholder om ondskaben, blev elefanten budt ind i rummet. Alle hørte Dorthe beskrive den i et sprog, der var til at forstå. Der blev talt åbent om det, som mange kræfter ellers helst ville have gjort tavst. Og aftenen gjorde umiddelbart indtryk.

Men dagen efter blev elefanten lukket ud igen. Og det er ikke noget, Dorthe har fortalt mig. Det er, hvad jeg selv har observeret. I tæt dialog med samme opholdssteds ledelse erfarede jeg, at medarbejdernes tilgang ikke havde flyttet sig en millimeter.

Alt fortsatte, som det plejede. Men nu havde opholdsstedet fået noget nyt at gemme sig bag: »Vi har jo haft temadag. Så fejler vi ikke længere.« Aftenen med Dorthe blev ikke en dør, der åbnede sig. Den blev et skjold.

Og bag det skjold sad et barn. En pige på fjorten, anbragt mod sin vilje. Et virkeligt, levende ungt menneske, ikke en figur i en rapport. Og dag for dag fik hun det værre.

Hun blev gjort forkert. Hun var konstant under pres fra personalet og skulle indordne sig under forhold, hun ikke kunne tåle. Hun blev kørt over igen og igen med strenge regler og en hård rammesætning, alt sammen for hendes eget bedste. For personalet ved bedst, og deres ord har magt. Hun blev ikke set, ikke anerkendt, ikke loyalt beskyttet eller forsvaret. Hun mødte ikke forståelse, men direkte systemvold. Opholdsstedet var blevet kommunens forlængede arm, sat til at holde en fjortenårig indespærret. Hendes egne ord for følelsen var: et fængsel.

Det, der for alvor kunne have ændret hendes liv, var at komme hjem. Men den beslutning lå ikke i opholdsstedets hænder. Den var kommunens. Hverdagen var derimod deres. Og det var netop dét barn, mine samtaler med ledelsen handlede om.

Ledelsen var begejstret. Aftenen med Dorthe havde gjort indtryk på dem, og nu håbede de, at personalet kunne bruge den til noget. Men det var også alt. En ledelse, der ikke selv ledte, guidede eller coachede sit personale, men troede, at Dorthe med ét foredrag kunne forvandle hele personalegruppen på egen hånd, som med en tryllestav. Og imens rykkede hverdagen sig ikke en tomme.

Det er den mest snedige mekanisme af dem alle. For de gjorde jo noget fornuftigt. De lyttede, og de tog imod viden. Men så bliver det vendt til det stik modsatte af, hvad det var ment til. I stedet for at ændre noget bruger de det til at styrke deres egen position. Den viden, der skulle have åbnet deres øjne, bliver nu deres forsvar. Alt, hvad de gør, er pludselig lovligt og sker efter bedste faglige skøn. Selv de fatale indgreb i et barns liv. For nu er kæden lukket. De har været på kursus, så er de dygtige. Og er de dygtige, så laver de ikke fejl. »Vi hjælper. Vi støtter. Det er for barnets eget bedste.« Det lyder betryggende. For personalet ved bedst, og deres ord har magt. Men i virkeligheden er det gode blevet til et skjold, de forsvarer deres egne voldshandlinger bag. Og de gør det ikke i blinde. De er bevidste om det, og det er det værste. Og det er præcis dét, systemvold er. Et system, der skader gennem selve den måde, det handler eller undlader at handle på.

Når temaaftenen på anbringelsesstedet bliver til et skjold

Det er her, der sker et etisk skred, og det er dybt alvorligt. Direkte farligt. For nu kan alt det, der mangler, pakkes pænt ind. Kompetencen, modet og den rette tilgang forsvinder bag et »vores personale har været på kursus«. Den kritik, der kunne have reddet et barn, dør stille. Den taber til den faglige hjælpeløshed, én af de fem barrierer, som Socialstyrelsens eget videnscenter, SISO, har beskrevet i vejledningen »Den professionelle tvivl« til alle, der arbejder omkring barnet, den unge, mor, far og familien. Og den taber til en ledelse, der sjældent ser på barnet som et lille, selvstændigt individ, men på budgettet, på ressourcerne, på noget helt tredje. Det ene, der virkelig ville flytte noget, er ægte, vedvarende coaching og supervision dér, hvor mennesket møder mennesket. Og det sker aldrig. Selv hvis det skete, ville det ikke nytte, når kulturen selv er dysfunktionel og direkte skadelig. For som Dorthe siger det uden omsvøb: det er ikke en »udfordring«, det er et problem. Og problemet er ledelsen. Først når den forandrer sig, giver det for alvor mening at arbejde med medarbejderne i frontlinjen.

Og det er hjerteskærende. Vi lukker øjnene med vilje. Og vi medvirker aktivt til, at det får lov at fortsætte. Hvad skal man kalde et samfund, hvor det er blevet i orden at forråde et menneske og gøre direkte ondt, at ødelægge et helt liv, ofte med fuld bevidsthed om, hvad man gør?

Observeret med Kids Rescue Networks egne øjne

Herfra er ordene vores, ikke Dorthes. Det følgende er Kids Rescue Networks egen sammenkobling. Det er her, vi trækker hendes viden om forråelse og ondskab ind i det, vi selv observerer, når systemvolden rammer et barn.

En del af svaret gemmer sig i selve juraen. Slår man op i Black's Law Dictionary, retssprogets opslagsværk, er en »person« ikke det samme som et levende menneske. Det barn af kød og blod, der trækker vejret, er det, loven kalder en natural person. Men ordet »person« i sig selv er blot en status, en maske, der lige så godt kan sidde på et selskab, en konstruktion på papir uden krop og uden liv. Og dér sker forbrydelsen. Og den sker allerede nu: systemet ser ikke længere det levende barn, kun »borgeren«. For selv det ord bærer afstanden i sig. En borger er ikke et navn på et menneske, men en, der defineres af sit forhold til staten. Ordet stammer fra »borg«, den, der hørte hjemme inden for bymurene. En status, en rolle, tildelt oppefra. Og når barnet er skrumpet ind til dét, til en sag, et nummer, en juridisk figur, så er det stille gjort til en ting. Og en ting kan man tillade sig alt over for.

En åbning, eller det samme mønster igen?

Og så er der en sidste tanke, sværere at ryste af sig. Dorthe lod sig ikke true til tavshed. Tværtimod bliver hun i dag opsøgt vidt og bredt af offentligt ansatte fagpersoner fra en lang række faggrupper, der beder hende holde foredrag og kurser. Ved første blik ligner det håb. Kritikken bliver hørt, og dørene åbner sig.

Men på ét opholdssted observerede vi, hvad sådan en aften også kan blive til. At have lyttet bliver gjort til en kompetence, noget at sætte flueben ved. Vi har haft Dorthe forbi, altså er vi på forkant, altså fejler vi ikke. Og dér er det, det bliver uhyggeligt: kritikken bliver uskadeliggjort, ikke ved at blive afvist, men ved at blive budt velkommen og gjort til et bevis på, at alt er i orden.

Derfra rejser der sig en kritisk hypotese. Ikke en påstand, men bygget på det, vi selv observerede: kan det samme ske i stor skala? Kan et helt system invitere den kritiske stemme ind, gøre det at have hørt hende til et flueben og et bevis på egen dygtighed, og bagefter fortsætte præcis som før, mens hverdagen ikke rykker sig en tomme?

Vi ved det ikke. Det er et spørgsmål, ikke en dom. Men vi vælger at tro, at Dorthes mange invitationer kan blive begyndelsen på en forandring, hvis nogen tør gøre lytningen til mere end en dag i kalenderen.

Modgiften — og modstanden

Der skal gribes ind. Men ikke med mere af det samme. Der skal bygges en kultur, hvor man tør se sig selv i øjnene, kende sine egne grænser, svagheder og styrker, og sige dem højt uden at frygte for sin stilling. En kultur, hvor det at erkende en fejl ikke er et nederlag, men det første skridt. Hvor man tør stå ved det, man har været med til at ødelægge, og gør en ærlig indsats for at rette op på det igen. For det er præcis dér, forråelsen slipper sit tag. Den dag en frontmedarbejder kan indrømme, hvor han eller hun kom til kort, bede om hjælp og selv tage del i at reparere det, der gik i stykker, uden at det koster alt.

Men der er kræfter, der ikke vil det. Hvorfor ikke, er en fortælling helt for sig, et net af interesser og bekvemme blindheder, som vi folder ud et andet sted. Her skal blot stå fast, at forandringen bliver holdt tilbage, og at det ikke er nogen tilfældighed. Men det er også netop dér, håbet ligger. For det, der holdes tilbage, kan slippes fri. Og bag modstanden venter alt det gode, der endelig kan få lov at spire og vokse.

Prisen kan være høj — for enhver fagperson

Prisen for at kæmpe for børn, forældre og familier kan være høj — også for den dedikerede, etiske advokat, der ved at gå hele vejen straffes hårdt.

Det sker ofte for fagpersoner — advokaten, socialrådgiveren, familiebehandleren, psykologen eller terapeuten — at det koster personligt og karrieremæssigt dyrt, når der ydes modstand. Det gælder i Danmark som i de øvrige vestlige lande. Mønsteret er det samme, uanset om det udspiller sig i kommunen, i det familieretlige system, ved domstolene, i advokatnævnet eller i de faglige foreninger, ens faggruppe tilhører.

Straffen tilpasses den enkelte. Advokaten kan fratages sit virke — eller få dommeren imod sig, ikke bare i den konkrete sag, men i alle fremtidige. Dommeren glemmer ikke, og straffen falder dér, hvor den rammer hårdest — hos klienten. Sådan vises det, hvem der har magten. Og de fleste advokater kender spillet. Det er derfor, man så ofte hører en advokat sige »jeg har et godt forhold til dommeren« — sagt som en styrke, men reelt en indrømmelse. Det gode forhold skal beskyttes, og prisen for beskyttelsen er tavshed. Straffen behøver aldrig at falde — frygten for den er nok.

Tredjeaktøren, der hyres ind af myndighederne, kan lige så stille blacklistes — ingen opsigelse, ingen begrundelse, opgaverne holder bare op med at komme. Den fastansatte kan afskediges med begrundelsen samarbejdsvanskeligheder eller sygeliggøres, til vedkommende selv går. Og det er blot nogle af metoderne. For når en fagperson skal straffes, er det kun fantasien, der sætter grænser.

Kids Rescue Network ved det. Det er selve årsagen til, at netværkets identiteter er hemmelige. Anonymiteten er altafgørende — den beskytter identiteter mod professionelle repressalier og personlige risici.

Vi taler til dig — den offentlige fagperson, men så sandelig også til hele civilsamfundet. I Danmark som i resten af den vestlige verden.

Det er bevidst, at du på denne side kan se videoer med to modige, dedikerede — men desværre i dag tidligere — advokater. En dansk og en norsk. To lande, samme pris.

Vi er mange, der har set nok. Vi har set børns nødråb blive omtydet, den beskyttende mor eller far gjort til sagens problem, politi brugt som redskab mod børn — og tusindvis af børn og unge efterladt alene med det overvældende og svære. Reelt udsat for systemmæssigt omsorgssvigt og i de alvorligste tilfælde decideret systemmæssige overgreb. Det finder vi os ikke længere i. Vi slår ring om det voldsramte barn, den unge, mor, far og familien — i Danmark og internationalt. For det er her, det går galt. Børnekonventionen, der påberåbes i alt, beskytter ikke. End ikke det voldsramte barn, den selv lover at beskytte — med disse ord i artikel 19.

»Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.«— FN's Børnekonvention, artikel 19

Læs den igen. Alle former for vold. Alle passende forholdsregler. Det er løftet. Og staterne svøber sig i de smukke ord — og svigter barnet bag dem. Derfor findes vi.

Samtalen om problematikkerne gælder ikke kun det familieretlige område — men så sandelig også tvangsanbringelsesområdet.

Er du fagperson og får en dårlig smag i munden — enten fordi du er blevet bevidst om den danske psykolog Dorthe Birkmoses perspektiver på forråelsen og ondskaben, dér hvor helt almindelige fagfolk gradvist forrås uden selv at mærke det — eller fordi du og dine kollegaer er suget ind i Rosenthal-effekten, hvor forventningerne farver alt, I ser — så har du pligt til at reagere! Både grundet dine menneskelige, faglige og etiske kodekser, men så sandelig også lovmæssigt.

Kids Rescue Netværket går utraditionelle veje, tilpasset nutidens dystre og direkte skadelige udvikling også i Danmark.

Er du som fagperson - en forening eller organisation og du mener, at du eller I kan bidrage med dine / jeres kompetencer og viden - er du velkommen!

Din / jeres identitet forbliver beskyttet!