Hvad betyder det på almindeligt hverdagssprog?
Fagligheden og specialviden har generelt tabt. Fagpersonerne udviser en dogmatisk tilgang, ud fra en given doktrin, med en negativ konnotation — tillært gennem indoktrinering og båret frem af propaganda.
Det er præcis dét, der sker — hver dag, i fagpersonernes tilgang til børn, unge, mor, far og familier. Men hvad betyder de ord på almindeligt hverdagssprog? Lad os tage dem ét ad gangen — for kender du dem først, ser du dem overalt.
En given doktrin
En given doktrin er en fastlagt lære, der anses for absolut og uomtvistelig. Tænk på den som en ramme, fagpersonen arbejder indenfor og aldrig må gå ud over. Alle svar og alle løsninger skal findes inden for rammen — og det, der ligger udenfor, findes ikke, uanset hvor rigtigt det er. Det bemærkelsesværdige er, at fagpersonen ikke selv har sat rammen. Den er defineret af en lille indercirkel, langt fra børn, unge, mor, far og familien, som fagpersonen holder sig loyalt indenfor.
At være dogmatisk
At være dogmatisk vil sige at holde fast i én overbevisning som den eneste sandhed. Barnet, den unge, mor og far kan lægge nok så mange spørgsmål, nok så meget kritik eller anden relevant viden på bordet — det ændrer ingenting. Alt ses ud fra ét perspektiv, og intet andet er gældende. Læg selv mærke til det, næste gang du sidder over for en fagperson. Der lyttes ikke for at forstå. Der lyttes for at bekræfte det, der allerede er besluttet.
En negativ konnotation
En negativ konnotation er den betydning eller følelse, der klæber til et ord eller et menneske — og som opfattes som dårlig, uønsket eller upassende. Der skal så lidt til. Et enkelt ord eller blot en stemmeføring er rigeligt — så er man blevet til en stereotyp. Og stemplet kommer sjældent ud af det blå. Det kommer af et nej tak. For i fagpersonens "tilbud" ligger der implicit en forventning om et ja-tak — som når Don Vito Corleone i The Godfather giver dig et tilbud, du ikke kan afslå. Siger mor eller far alligevel nej tak, med ønske om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, er der enorm risiko for, at det bliver betragtet som manglende samarbejdsvilje — og så står man i båsen som usamarbejdsvillig og bliver oftest endda fremstillet som konfliktoptrappende. Fra det øjeblik bliver alt, hvad der siges og gøres — selv det mest velbegrundede — tolket derefter, og man er gjort forkert.
Indoktrinering
Indoktrinering er at pådutte et menneske, en hel faggruppe — eller et helt civilsamfund — en bestemt holdning gennem langvarig og systematisk påvirkning. Det rangerer fra opdragelse, instruktion og politisk indflydelse til direkte hjernevask — det, jeg kalder programmering. Forskellen på undervisning og indoktrinering er enkel. Undervisning lærer dig at stille spørgsmål. Indoktrinering lærer dig at lade være. Tag FN's 17 verdensmål som eksempel. De er politisk besluttet og integreret direkte i undervisningsmaterialet — fra daginstitutionen over skolen til det videre uddannelsessystem. Vores børn tillæres målene som det endegyldigt rigtige, fra de er helt små — uden at der stilles ét eneste spørgsmål ved dem. Det er ikke undervisning. Det er indoktrinering — og den fortsætter overalt i civilsamfundet.
Det er her, vores tolerancegrænser bliver rykket. På en skala fra 0 til 10, hvor 10 er nok er nok, står grænsen pludselig på 20. Så 35. Så 45 — måske endda mere. Det, der skulle have udløst et ramaskrig, er blevet hverdag. Fagsproget kalder det normforskydning — men den sker ikke af sig selv. Nogen får "noget" gennemført som den nye linje, fagpersonen loyalt skal følge. Det er en dybt usund og grænseoverskridende skævvridning af vores samfundsnormer. Nogle ser det, men tør ikke italesætte det. Andre ser det slet ikke — de lader sig forføre. Og dem i gruppen, der siger fra, kan ikke gøre det, uden det får konsekvenser.
Propaganda
Og propaganda? Det er i sin oprindelige betydning spredningen af en vinklet og ensporet fortælling — leveret igen og igen, indtil den står tilbage som den endegyldige virkelighed.
Fem begreber — én mekanisme. Situationerne er forskellige, men mønsteret er det samme, og sådan sættes fagligheden ud af drift. For barnet, den unge, mor, far og den hele eller todelte familie bliver det oftest begyndelsen på et langvarigt og opslidende forløb — hvor man i sidste ende kan tabe sit barn.
Korrekthedens-kassen
Og rammen — korrektheden — er ikke opstået af sig selv. Den er defineret af FN gennem Agenda 2030, de 17 verdensmål og de 169 delmål. Danmark er foregangsland — i stilhed allerede inkorporeret overalt i samfundet, hos myndigheder og instanser. Og det samme ses ske i de øvrige vestlige lande — uden informeret samtykke fra civilsamfundene.
Jeg har givet den et navn. Korrekthedens-kassen. Den indeholder en forudbestemt måde at tænke og være på, som legaliseres ved narrativerne "barnets bedste" og "barnets ret" — og det ved myndigheden eller instansen altså bedre end mor og far. Dermed bliver det skrevne, og det som siges højt, til virkelighed og en norm, der absolut skal efterleves. Enhver kritik, uenighed og et nej tak bliver hurtigt vendt mod forælderen som uansvarlighed. De moderlige og faderlige instinkter fra urtiden, de kulturelle, ideologiske syn og menneskelige værdier — alt bliver ædt op af korrekthedens-kassen. Sådan er det gennem hele barnelivet. Det er her, direkte ødelæggende og forfejlede indgreb på børn, unge, forældre og familier får sit afsæt — baseret på synsninger, holdninger og meninger.
Og familien? Den er skrevet ind i FN — men så svagt, at den næsten ikke findes. I de 169 delmål optræder den kun to steder — som "familieplanlægning" og som et sted, hvor husarbejdet skal deles. Fra samfundets fundamentale enhed med krav på statens beskyttelse, som FN selv skrev i 1948 — til et planlægningsobjekt. Det er ikke en forglemmelse. Det er en linje.
For at forstå den reelle betydning af de 17 verdensmål skal man ned i de 169 delmål — og derfra ind i samtlige de charters og konventioner, som delmålene henviser til. Og dem er der mange af. Det er den evidens, de færreste har kendskab til — viden, der aldrig debatteres på nationalt tv eller i radioen. Jeg har gennemgået dem alle. Og det er ved den gennemgang, chokket kommer.
Læs videre
Hvad chokket består i — herunder Børnekonventionens artikel 5, som mange tror beskytter forældrene — går vi i dybden med på en side for sig.
Kids Rescue Network udgør også en central del af det internationale samarbejde, jeg har opbygget gennem årene. I relation til FN Konventionen om Barnets Rettigheder, som er defineret i målsætningerne for Agenda 2030 — FN's 17 verdensmål — bakker vi op om UN Family Rights Caucus. To områder har UN Family Rights Caucus' særlige opmærksomhed. Det ene er Comprehensive Sexuality Education (CSE) — den seksualundervisningsagenda, der blandt andet er defineret af WHO og retter sig mod børn fra 0 til 18 år. Det andet er beskyttelsen af familien.
Rejsen fortsætter · kapitel 5 af 7
FN Børnekonventionens skjulte bagside
Konventionen, alle henviser til, har en bagside: familien er skrevet ud, og barnet efterlades alene over for staten. Læs, hvad der står — og hvad der ikke står.
Copyright 2026 , all rights reserved.