Kaosset er skabt
Kaos er skabt — og ingen kan længere finde hale og ben i, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem skal man holde med i samtalen? Den kritiske røst, der lyder skræmmende — eller den, som siger noget sympatisk, der giver en falsk tryghed og må være rigtigt, fordi det skræmmende ikke kan være sandt og går imod dem, vi har stor tillid til?
Kaosset har mange navne, alt efter hvilket fagligt blik der ser på det.
Sociologen taler om en selvforstærkende spiral, hvor hver forværring bliver brændstof for den næste. Psykologen ser eskalationen — kaos, der ikke aftager, men nærer sig selv. Statskundskaben har sit eget begreb, polykrisen. Den rammer, når kriserne ikke længere kommer én ad gangen, men vælter ind over hinanden og forstærker hinanden, så helheden bliver værre end summen. Og vil man have det sagt uden omsvøb, findes det hårdeste ord af dem alle — nedsmeltning.
Verden så det i Tjernobyl i 1986, da et atomkraftværk i Sovjetunionen eksploderede og kernen smeltede ned — ustoppeligt, mens det radioaktive nedfald drev hen over Europa. Modige mænd, klar på at ofre sig, gik direkte ind i strålingen for at stoppe nedsmeltningen — og reddede ikke kun befolkningen omkring Tjernobyl, men millioner i Europa.
Tjernobyl er et billede på det, vi står i. Og dér er vi allerede. Derfor er der stort set ingen faglig hjælp i dag — prisen er for høj, og kaos er skabt. Der er fagpersoner, som ser sammenhængene, og der er dem, som slet ikke ser dem, men følger den samfundsmæssige "korrekthed". Det ses uanset hvilken faggruppe, der kunne inddrages på børne-, unge- og familieområdet. De modige fagpersoner, der går imod paradigmet, ved, hvad det kan koste. Hvad der er på spil for dem, kommer vi dybere ind på. Resten har ikke modet til at gå imod. Og forstå dem — den, der går imod, sætter ikke bare sit arbejde på spil. Man kan miste alt.
Det, der mærkes hos børn, unge, mødre og fædre — i familien — er ikke længere stormvejr. Det er en tornado, hvor styrken ikke aftager, men eskalerer.
Vi i netværket har ikke kun været vidner til, men ofte gennem årene været direkte involveret i "ulykker" på børne-, unge- og familieområdet, som vi ikke kunne forhindre, udelukkende på grund af systemmæssige blokader, der har spærret for den nødvendige førstehjælp og efterfølgende interventioner.
Vi medvirker selv til at fastholde og forstærke kaosset
Og kaosset holdes i live af én ting — samtalen selv. Vi taler hele tiden om det, vi tror på. Ikke om det, vi ved — det, hvor kilderne findes, og evidensen kan efterprøves. Sådan er hele samtalen — fra forælder til forælder, blandt fagpersonerne, hos organisationerne og helt op i det politiske. Troen fremlægges som viden, og så bygger den næste sin overbevisning oven på den. Ingen stiller det enkleste spørgsmål af alle. Hvad ved vi?
Danmark har skrevet forældrefremmedgørelse ind i loven — et begreb, ingen kan redegøre for, uden definition og uden videnskabeligt grundlag. En følelse, båret frem af populisme og af fædreorganisationer, der presser ligestilling ned over barnets stemme. De populistiske og partiske stemmer vælger side i den vinklede krig og kæmper for at få ret — endda for at lovgive efter den. Og det er præcis dét, der er sket.
Under temaet forældrefremmedgørelse indikerer alt, vi ser, det samme mønster — krænkeren vinder oftest. Det præcise omfang kender ingen. Der findes ingen evidens — hverken for begrebet eller for, hvad det gør ved børnene. Og det mest afslørende er, at den lovgivende magt går direkte imod Danmarks egne nationale videnscentre. Men mønsteret har vi fulgt, sag for sag, fra start til slut, i over 20 år. Og det bliver værre og værre.
Og forstå mig ret — det her er ikke et angreb på fædre. Det er et forsvar for den nuance, ingen tør røre. Biologien. Far kan noget, mor ikke kan. Mor kan noget, far ikke kan. Det optimale for et barn er adgang til begge gennem hele sin udvikling — det er viden, vi har. Men den debat eksisterer overhovedet ikke. Samtalen handler om ligestilling mellem mor og far — aldrig om barnets tilknytning, aldrig om biologien.
Og prisen betaler det voldsramte barn. Barnet, der ifølge Børnekonventionens artikel 19 skal beskyttes mod enhver form for vold, bliver ikke beskyttet — af den ene årsag, at mor og fars ligestilling vejer tungere end barnets sikkerhed. Lad det stå et øjeblik. Konventionen, der påberåbes i alt, tilsidesættes her — i ligestillingens navn.
Og læg så mærke til, hvad der slet ikke er en del af samtalen — hverken blandt forældre, hos organisationerne eller politisk. Biologien og familien. Biologien — barnets tilknytning, det, far kan, som mor ikke kan, og det, mor kan, som far ikke kan. Familien — selve den enhed, der bærer barnet. To emner, al viden peger ind i. Begge er forbudte på alle tre niveauer. Ligestillingen har fortrængt dem begge.
Imens ligger den dokumenterede viden og venter. I Danmark hos de nationale videnscentre VIVE og SISO, under navnet pårørendeadfærd — barnets naturlige reaktioner på at leve med en dysfunktionel forælder. Og Danmark er blot ét eksempel. Tilsvarende forsknings- og videnscentre findes over hele den vestlige verden og bærer den samme viden. Også den holdes ude — ikke kun her, men overalt. Sådan ser det ud, når tro vinder over viden. Og i Danmark er den tro blevet til lov — som et af de første lande.
Optakt
Så snart samtalen handler om ligestilling mellem mor og far, er den kørt af sporet — den bliver en kamp mellem kønnene, og barnet forsvinder. To spørgsmål bliver aldrig stillet. Er barnet beskyttet mod en krænker, mor eller far? Og hvem møder præcis dette unikke barn bedst — ud fra dets biologi, tilknytning og helt egne behov, der ændrer sig med alderen? De konkrete sager — et voldsramt spædbarn, og et større barn, hvis tilknytning misforstås — går vi i dybden med i en kommende blog.
Systemet svigter alt for ofte barnet. Enten placeres barnet hos den karakterafvigende forælder af domstolene. Eller kommunen tvangsanbringer barnet. Begge virkelighedsscenarier lever i bedste velgående under narrativerne "barnets bedste" og "barnets ret" — og det tror hr. og fru Danmark så på!
Kids Rescue Network udfordrer gerne de medansvarlige i Danmark i en direkte offentlig samtale. Hvor er Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet og de øvrige børneorganisationer i denne samtale? Hvor er Advokatsamfundet, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Psykolog Forening og de øvrige faglige organisationer? Kids Rescue Network holder samtlige fagpersoner, der direkte eller indirekte har indflydelse på disse systemmæssige overgreb, ansvarlige.
Kosmos er modsætningen til kaos — orden, klarhed, den transparente samtale. Og vi kommer ikke derhen, før vi holder op med at tale ud fra det, vi tror, og begynder at tale ud fra det, vi ved. For alle mener, de ved — men det hviler ofte på synsninger, holdninger og det populistiske, ikke på konkret viden, kilder og evidens, der kan efterprøves. Derfor må det første spørgsmål, hver eneste gang, være det enkleste af alle. Hvad ved vi?
Det er temaer, vi går dybere med i vores podcasts.
Rejsen fortsætter · kapitel 3 af 7
Forråelsen og ondskaben
Forråelsen står ikke alene. Vi kobler den sammen med systemvolden på børneområdet — mekanismerne, de fem barrierer og de fejltolkninger, der gør barnets nødråb tavst.