Når forråelsen og ondskaben bliver til systemvold

Rosenthal-effekten Forklaret

Rosenthal-effekten, som blev belyst af Robert Rosenthal i 1960'erne, spiller en kritisk rolle i, hvordan sociale myndigheder i Danmark håndterer børnesager. Denne effekt beskriver, hvordan forventningerne hos enhver fagperson, der skal udtale sig, underrette eller indgå i en afdækning eller undersøgelse af et barns og en families liv, kan forvrænge både indsamlingen og fortolkningen af det, der lægges til grund. En reel analyse — en bias-kritisk gennemgang af den faktiske viden, brug af hypoteser (teorier om, hvad der kan ligge bag) og synteser (det, der udfylder hullerne i viden) — sker stort set aldrig. Sagt helt fladt er det manglende nysgerrighed, manglende perspektivering og manglende faglig viden — en faglig hjælpeløshed. I stedet træffes vurderinger ud fra korrekthedskassen: det samfundsdefinerede, populistiske billede af, hvad der er rigtigt og forkert. Og det er det typiske, det normale. Dette sker ofte ubevidst, hvor fagpersonens forudindtagede meninger og holdninger farver perceptionen af data. Men forvrængningen kan også ske bevidst, når data tilpasses for at passe ind i en forudbestemt fortælling. Således påvirker undersøgerens forventninger til barnet, forælderen eller familien både indsamlingen af information og formuleringen af sagsakter, hvilket præger sagens videre forløb og håndtering.

En kritisk røst kunne sige, at undersøgere (sagsbehandlere, familiebehandlere, psykologer m.m.) er prægede af logiske fejlslutninger, grundet en stereotypisk tilgang, der er decideret forkert, fordi der ses sammenhænge, hvor der ikke er sammenhænge. Dette oplever vi ske udelukkende fordi, at det typiske i en undersøgelse uanset myndighedsspor, at undersøgeren blot refererer til den viden, der i et brudstykke netop passer ind i sammenhænge. Eller — set fra en anden vinkel — konstruerer de bevidst/ubevidst den sammenhæng, der bekræfter deres vurderinger.

Denne situation resulterer i en rapport, der understøtter undersøgerens oprindelige hypoteser frem for at spejle den faktiske sitaution og vilkår og kilder til et barns symptomer og reaktioner.

Pygmalion-effekten – når forventningen skaber det, den forventer

Pygmalion-effekten er Rosenthal-effektens nære slægtning, men den virker på en anden måde. Hvor Rosenthal-effekten handler om, hvordan fagpersonens forventning forvrænger, hvad han eller hun ser og noterer, handler Pygmalion-effekten om, hvordan forventningen forvrænger din adfærd.

Mødes du på forhånd som "den vanskelige forælder", bliver du ofte behandlet derefter – med mistro, kontrol og en hårdere tone. Og bliver et menneske mødt med mistro og kontrol længe nok, reagerer det helt naturligt. For nogle bliver det frustration, vagtsomhed eller modstand. For andre det stik modsatte: man fryser, går i stå, bliver tavs – og får ikke sagt det, der skulle siges. Eller talestrømmen løber over, fordi alt skal med på én gang, og så bliver den mistolket eller slet ikke forstået. Uanset hvilken vej reaktionen går, bruges den bagefter som bevis på, at forventningen var rigtig hele tiden: "Se, vi sagde jo, at forælderen var vanskelig" – eller "ikke i stand til at mentalisere". Det er ofte præcis den beskyldning, der rammer de forældre, der siger nej tak til kommunens tilbud, eller som selv forsøger at få den rette hjælp til deres barn. Den ansvarstagende, beskyttende forælder bliver med et fagligt klingende ord gjort til problemet.

Og det skal ikke meget til. En forælder, der til sidst siger fra – "nu er nok nok" – med hævet stemme, eller som banker i bordet, fordi ingen lytter, er pludselig ikke længere en bekymret mor eller far. Vedkommende bliver "usamarbejdsvillig", "konfliktskabende", "truende" – ja, "farlig". En helt naturlig menneskelig reaktion på ikke at blive hørt, på at se sit barn lide, bliver vendt til et bevis på, at forælderen er ustabil. Og dermed flyttes blikket igen: væk fra barnet og det, forælderen råber op om – og hen på forælderen selv.

Men man behøver slet ikke hæve stemmen. Det sker også for den forælder, der gør det stik modsatte: holder sig rolig og saglig, bliver på det hårde og konkrete, påpeger de faktiske lovbrud og forsøger at sætte ord på "elefanten i rummet" – det, sagen i virkeligheden handler om. Også det bliver mødt med modstand. På mødet bliver man afbrudt og afgrænset – "vi skal lige holde tiden", "det må vi parkere" – så substansen lukkes ned, hver gang den nærmer sig kernen. Og i skrift bliver klare, dokumenterede indsigelser læst som besværlige.

Det mest urovækkende er, hvad der sker bagefter. I journalen står der ikke, at forælderen stillede berettigede, dokumenterede spørgsmål. Der står, at forælderen var konfliktoptrappende, grænseoverskridende, truende – en, der "måtte standses" og lægges bånd på. En saglig forælder, der pegede på konkrete lovbrud, bliver med få ord i et notat forvandlet til en, der opførte sig utilstedeligt. Og dér er skaden sket: når troværdigheden først er knækket på skrift, behøver ingen længere forholde sig til det, forælderen rent faktisk sagde.

Men det var omvendt. Det var systemet, der afbrød, afsporede og holdt alvoren nede – og bagefter lagde sin egen adfærd over på forælderen. Man gør formen til problemet for at slippe for indholdet. Uanset om du råber op eller er rolig og saglig, ender du med at blive gjort til sagens problem – i stedet for det, du forsøgte at få nogen til at se. Og det værste: det står nu sort på hvidt i en sagsakt, der følger både dig og dit barn videre gennem hele systemet.

Man kan sige, at reaktionen i virkeligheden er en reaktion på selve mødet – på observatørens tilstedeværelse og handlinger – og ikke på personen selv. Fagpersonen måler altså ikke forælderen, men forælderens reaktion på fagpersonen – og forveksler de to.

Sådan lukker cirklen sig: Forventningen fremkalder den adfærd, den forudså – og bekræfter dermed sig selv. Det farlige er, at fagpersonen sjældent ser sin egen andel i det. Det opleves, som om du "bare er sådan" – ikke som om systemets måde at møde dig på var med til at skabe reaktionen.

Bekræftelsesbias – når kun den ene side af sandheden får lov at stå

Bekræftelsesbias er menneskets tendens til at lede efter, lægge mærke til og huske netop det, der bekræfter en holdning, man allerede har dannet sig – og samtidig overse eller bortforklare alt det, der taler imod. Det sker som regel helt ubevidst.

I en børnesag betyder det, at når en fagperson først har dannet sig et billede af dig eller dit barn, så læses alt efterfølgende gennem det billede. Et træt barn, en aflyst aftale, en vredladen besked i en presset situation – det kan alt sammen blive læst som "bevis" på den fortælling, der allerede er lagt. Imens glider det, der peger i en anden retning – din samarbejdsvilje, barnets trivsel, en speciallægeerklæring der modsiger billedet – i baggrunden eller bliver helt udeladt.

Resultatet er sager, der afgøres på halve sandheder: en rapport, der ser grundig ud, men reelt kun har samlet det, der passede ind i forvejen. Faresignalet er enkelt at holde øje med: En reel og fagligt forsvarlig undersøgelse leder aktivt efter det, der kan afkræfte mistanken – ikke kun efter det, der bekræfter den. Indeholder en rapport udelukkende bekræftelse og intet, der nuancerer eller modsiger, er det i sig selv et advarselstegn.

Gruppetænkning

Begrebet groupthink (gruppetænkning) blev udviklet af den amerikanske socialpsykolog Irving L. Janis i 1972 i bogen Victims of Groupthink. Han analyserede store politiske beslutningskatastrofer (fx invasionen i Svinebugten, Vietnamkrigen, Pearl Harbor) og fandt et mønster:

• Når en sammenhængende gruppe er under pres, søger konsensus og harmoni højere end kritisk refleksion.
• Gruppen lukker sig om en fælles fortælling, og kritiske stemmer undertrykkes.
• Beslutninger bliver dermed irrationelle, fordi de ikke bygger på afbalanceret analyse, men på ønsket om at undgå intern konflikt.

Janis identificerede otte klassiske symptomer på gruppetænkning

• Illusion om ufejlbarlighed – gruppen kan ikke tage fejl.
• Kollektiv rationalisering – man bortforklarer advarsler.
• Tro på gruppens moralske overlegenhed.
• Negativ stereotypisering af "de andre" (outsidere, kritikere).
• Direkte pres på uenige.
• Selvcensur – kritik holdes tilbage.
• Illusion om enstemmighed – stilhed tolkes som enighed.
• "Mindguards" – nogle beskytter gruppen mod information, der kunne udfordre konsensus.

Den professionelle tvivl – de fem barrierer i børnesager

De fem barrierer er udarbejdet af SISO, den nationale vidensenhed under Socialstyrelsen (nu Social- og Boligstyrelsen). Det er altså den viden, fagpersonerne selv burde kende og bruge.

Det kan gælde både en selv som forældre, men vigtigt at påpege, at det gælder bestemt også samtlige offentlige fagpersoner der omgiver ens barn. Og det er præcis dér, det bliver svært: den samme situation kan ses og tolkes vidt forskelligt — af fagpersonen, af moren og af faren. Hver part kan ramme en barriere, og hver part kan have fat i noget sandt. Det er ikke til at afgøre udefra uden at undersøge. Derfor er barriererne ikke fem kasser, man placerer på én skyldig — de er fem måder at lukke et åbent spørgsmål på, før det er undersøgt.

Hvorfor de spiller sammen på kryds og tværs

Barriererne optræder sjældent én ad gangen. De griber ind i hinanden, fordi de alle gør det samme: de lukker et gab uden at undersøge det. Et gab opstår, når to virkeligheder ikke stemmer — fagpersonens, morens, farens. Én bagatellisering kan dække over en faglig hjælpeløshed; for at bagatelliseringen kan holde, normaliseres adfærden; og når en forælder bliver ved med at råbe op, vendes det til en mistanke om dramatisering — og lander måske til sidst i ren benægtelse: der var aldrig noget at undersøge.

Læg mærke til to ting. Barriererne skifter ejer undervejs — de begynder ét sted og ender et andet, og skylden flytter fra sagen over på den, der råbte op. Og de kan ligge hos alle parter på én gang. Pointen er ikke, at forælderen altid har ret, eller at fagpersonen altid tager fejl. Pointen er, at man ikke kan vide det uden at undersøge gabet — og at barriererne er præcis de mekanismer, der lukker undersøgelsen ned, før den begynder. Der drages en konklusion, hvor der skulle have været stillet et spørgsmål.

Kilde: De fem barrierer stammer fra "Den professionelle tvivl – Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge", SISO/Socialstyrelsen (nu Social- og Boligstyrelsen).

Kommunens definition af begrebet "samarbejde"

Kommunerne har en række standard-tilbud, hvor unikke problematikker trækkes ind i en af disse standard-kasser. To af de mest benyttede i børnesager er familierådslagning (også kaldet familierådgivning) og familiebehandling. Begge er kommunernes nyere sort — de tror selv, det er fantastiske initiativer, men er det oftest ikke.

I kommunerne foregår samarbejde ofte på samme måde, som når Don Vito Corleone fra The Godfather giver dig et tilbud, du ikke kan sige nej til. Når en forælder bliver tilbudt et initiativ til barnet eller familien, der set med forældreøjne tydeligt skader mere end gavner, skal ingen være i tvivl om, at i ordet "tilbud" ligger der implicit en forventning om et ja-tak — et ja-tak, man som mor eller far ikke kan takke nej til.

Et nej-tak — endda velbegrundet og med anmodning om et andet, skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet — er der enorm risiko for bliver betragtet som manglende samarbejdsvilje. Og fastholder man som forælder den bedre løsning, mens der er uenighed mellem forældrene, virker kommunens tilbud som en splitting: kommunen finder "samarbejde" med den ene forælder, og den anden sættes i båsen "usamarbejdsvillig" — og fremstilles oftest endda som konfliktoptrappende.

Her er det samme princip som ved barriererne: et nej kan være ren beskyttelse af barnet, men læses som modstand — uden at nogen undersøger, hvad der er hvad. Konsekvensen er alvorlig: kommunens udtalelse inddrages som troværdig viden i en bopæls- eller forældremyndighedssag, tillægges afgørende værdi af domstolene, og eneforældremyndigheden ender alt for ofte hos krænkeren.

Når gode mennesker handler ondt – forråelsen

Dorthe Birkhmose er en af de førende eksperter i psykologi, som laver kurser om forråelsen til offentlige fagpersoner. Det hun fortæller om, er netop også en medvirkende faktor til den direkte til den ondskab, vi erfarer ske på hele børneområdet i Danmark.

I hjertet af børneområdet i Danmark ligger en skjult udfordring, der ofte overses: forråelsen. Dorthe Birkmose kaster lys over denne dybt forstyrrende tendens, der kan præge samtlige fagpersoner, der omgiver barnet, fra den første kontakt til den endelige afgørelse i Familieretten, Børn og Unge Udvalget, Ankestyrelsen.

Hendes indsigter afslører, hvordan forudindtagede holdninger og usynlige forventninger kan forme ikke bare de individuelle sagsforløb, men også de livsbetingelser, som vores børn og deres familier må navigere i.

DARVO – når du bliver gjort til problemet for at beskytte dit barn mod vold og svigt

Indtil nu har vi set, hvordan et falsk billede af dig og dit barn bygges op og cementeres. Men det værste rammer dig først, når du gør præcis det, en forælder skal gøre: siger fra, peger på vold, overgreb eller svigt mod dit barn. I det øjeblik vender systemet sig om og går efter dig i stedet for at beskytte barnet. Det mønster har et navn: DARVO.

DARVO er beskrevet af psykologen Jennifer Freyd og står for Deny, Attack, Reverse Victim and Offender – benægt, angrib, og byt om på offer og krænker. Det er ikke en tilfældig reaktion. Det er en velkendt manøvre hos den, der bliver konfronteret med et svigt – og den udspiller sig koldt og forudsigeligt:

Det er netop i forlængelse af forråelsen, at DARVO bliver direkte ødelæggende. Forråelsen forklarer, hvorfor en fagperson kan blive kold og lukket over for dit barns nød. DARVO forklarer, hvad der sker i det sekund, du sætter ord på den: I stedet for at din alarm fører til, at barnet bliver beskyttet og sagen set efter i sømmene, bliver du gjort til problemet – og barnet efterlades i det, du forsøgte at redde det fra.

Lær at genkende mønstret: I det sekund du peger på vold eller svigt mod dit barn – og fokus pludselig flytter fra barnet og over på dig og din troværdighed – er DARVO i gang.

Den afslørende dybe forråelse og ondskab

Dorthe Birkmoses forskning afslører den dybt forankrede forråelse, som vi erfarer gennemsyrer håndteringen af børnesager. Hendes arbejde belyser de ødelæggende konsekvenser af skjulte forudindtagelser og forvrængning hos offentlige fagpersoner, som har en katastrofal indvirkning på samfundets mest sårbare; børn, unge og deres familier. Denne forskning er ikke blot en akademisk øvelse, men et råb om handling, der kræver omgående og beslutsom intervention for at rette op på disse alvorlige uretfærdigheder i systemet.

Kids Rescue Netværket arbejder målrettet på at afsløre dette i de børnesager, der ender hos os. Det er et kæmpe systematisk og omfattende arbejde, der kræver en analystisk og detektivmæssig tilgang.

Sunde børn med symptomer og reaktioner på det dysfunktionelle, traumer og re-traumer der udvises psykosomatisk, bliver oftest sygeliggjort med diagnoser som ADHD, ADD, Autisme ect. Det er et alvorligt problem, da det et barn udviser i sine reaktioner, er i virkeligheden et barn, der forsøger at fortælle de "voksne" noget. Spørgsmålet er så, hvad er det barnet forsøger at fortælle. Det er så op til de "voksne", at forsøge at finde ud af, men sker sjældent.

Det komplekse traumemønster — det, diagnosen skjuler

I indledningen nævnte vi endestationen: det komplekse traumemønster. Lad os folde det ud, for det er præcis dét, der ofte gemmer sig bag en fejldiagnose. Et enkelt, voldsomt chok kan give PTSD. Men det, vi ser hos børn i disse sager, er sjældent ét chok — det er gentagne belastninger over tid, i de relationer, der skulle være de tryggeste. Den type vedvarende, gentagen traumatisering har sit eget navn: komplekst traume, eller kompleks PTSD, som er anerkendt i det internationale diagnosesystem ICD-11.

Og her er det afgørende: et barn i kompleks traumebelastning ligner til forveksling et barn med ADHD, ADD eller autisme. Hypervågenheden — barnet, der konstant skanner rummet, ikke kan falde til ro, tjekker at døren er låst — ligner uro og koncentrationsbesvær. Den følelsesmæssige overbelastning, der pludselig tipper over i vrede eller gråd, ligner impulsivitet. Søvnproblemer og mareridt, tilbagetrækning, flugt ind i en skærm, en krop der reagerer med mavepine og hovedpine — alt sammen kan læses som en diagnose, hvis man ikke spørger: hvad er barnet bange for? Reaktionerne er ikke en fejl i barnets hjerne. De er en sund hjerne, der reagerer fornuftigt på en ufornuftig virkelighed.

Det værste er, at systemet selv kan blive en kilde til traumet. Hver gang barnet tvinges ind i en situation, det frygter, hver gang dets nødråb afvises, hver gang en hændelse gentager sig uden beskyttelse — sker der en retraumatisering. Det, der begyndte som ét traume, lægger nye lag ovenpå, netop fordi ingen greb ind. Systemvolden bliver dermed ikke kun en svigtende ramme om barnet; den bliver en aktiv medforfatter til barnets traume.

Og det rammer ikke kun barnet. Den beskyttende forælder, der gang på gang står magtesløs over for to myndigheder, der modsiger hinanden, og som må se sit barn lide uden at kunne gribe ind, bærer sin egen belastning. Når afmagten bliver vedvarende, og man konstant lever i alarmberedskab, er den beskyttende forælder selv på vej ind i et komplekst traumemønster. Til sidst står både barn og forælder med en skade, systemet var med til at skabe — mens papirerne taler om en diagnose, barnet aldrig har haft.

Manglende voksenstøtte og fagligheden svigter

Det er for det voldsramte barn situationen, hvor det i stedet for at opnå rette "voksen" JEG-støtte og begyndelsen på en opsporing kan iværksættes, for hvad handler det om, stort set aldrig sker, da opmærksomheden er på diagnoser samfundsmæssigt.

Det voldsramte barn svigtest

Tusindevis af børn og unge, der lever alene med en viden, de ikke kan fortælle, enten fordi de ikke tør grundet frygten for represalier, eller fordi de er pårørende til "et eller andet" er netop her, hvor stort set samtlige fagpersoner fejler.

Dette på trods af Socialstyrelsens store arbejde med både "den professionelle tvivl", tidlig opsporing af vold mod børn, samt deres materiale om pårørende adfærd. Begge går hånd-i-hånd. Stort set ikke en eneste fagperson blandt vores børn og unge er bekendt med dette. Altså fagligheden lider voldsomt og direkte pinlligt i forhold til, at vi er en veluddannet velfærdsstat.

Det handler om vold — og om pårørende adfærd

Her ligger måske den vigtigste brik — og det begreb, der reelt kan forklare det, der sker med voldsramte børn i Danmark: pårørende adfærd.

Pårørende adfærd — det begreb, der forklarer

Det er ikke et løst begreb. Det er et stort, veldokumenteret felt, som der findes mængder af viden og studier om, og som anerkendes og bruges aktivt af Socialstyrelsen, VISO, Bedre Psykiatri, Psykiatrifonden og flere. Et barn, der lever som pårørende til en forælder med vold, misbrug eller en ubehandlet lidelse, reagerer på det, det selv har set, hørt og mærket. Symptomerne — uro, angst, vrede, tilbagetrækning, psykosomatik — er ikke en sygdom i barnet. De er sunde reaktioner på usunde vilkår. Barnet forsøger at fortælle os noget.

Det er præcis dét, pårørende adfærd kan forklare: hvorfor barnet reagerer, som det gør, hvad reaktionerne peger tilbage på, og hvordan barnet kan få det godt igen, når det bliver set, anerkendt og mødt med den rette hjælp. Vi ved det her. Vidensgrundlaget findes.

Forældrefremmedgørelse — det tomme begreb, der fylder alt

I langt de fleste komplekse sager forklares barnets adfærd i stedet med forældrefremmedgørelse — et begreb uden anerkendt videnskabeligt grundlag, som hverken er optaget i de psykiatriske diagnosesystemer eller anvendes af statens egne vidensenheder. De fortalere, der taler for det, bygger videre på Richard Gardners teori fra 1980'erne, der aldrig har opnået faglig anerkendelse. Det tomme begreb fylder næsten hele samtalen, mens det fyldte — pårørende adfærd — stort set aldrig nævnes. Når der er vold bag, handler det ikke om fremmedgørelse. Det handler om vold.

Også i tvangsanbringelser

Og det er ikke kun skilsmisse- og samværssager. Det samme gælder tvangsanbringelser — og her er min påstand, at der fortsat er tale om pårørende adfærd: barnet er nu pårørende til det dysfunktionelle i statens varetægt. Anbringelsesstedet, opholdsstedet eller systemet selv kan blive det, barnet reagerer på — og reaktionerne er stadig sunde svar på usunde vilkår, blot skabt af dem, der skulle beskytte. Begge forældre kan her stå som de beskyttende over for et system, der har anbragt barnet, mens barnets sande nødråb vendes om og bruges mod dem. Mønsteret er det samme; kun rammen er en anden.

Og nu er det skrevet ind i dansk lov

Den 19. december 2024 blev forældreansvarsloven ændret i Danmark — så det nu er muligt at tillægge "forældrefremmedgørelse" konsekvenser i en sag. Et begreb, statens egne vidensenheder ikke engang anvender, er nu et redskab i dansk lovgivning — drevet frem primært af fædre-rettighedsorganisationer, der dyrker forældrefremmedgørelse med rod i den fagligt afviste teori. Det handler ikke om fædre som sådan; den beskyttende forælder kan lige så vel være en far som en mor. Det handler om et narrativ, der oftest ender med at hjælpe krænkeren — uanset køn. Imens ligger den viden, der faktisk kunne redde barnet — om pårørende adfærd — stort set ubrugt.

Og jeg står ikke alene med den kritik. Allerede før vedtagelsen advarede 12 danske eksperter og organisationer mod at skrive begrebet ind i loven. Siden har både FN's menneskerettighedsråd og Europarådets ekspertgruppe mod vold i nære relationer, GREVIO, udtrykt stærk bekymring — netop fordi begrebet ofte bruges i sager, hvor der er vold indblandet, og dermed kan stille voldsudsatte børn og forældre markant dårligere.

Det var altså forældrefremmedgørelse, der vandt indpas i den danske forældreansvarslov i januar 2025 — uden at der forelå nogen psykologisk eller faglig klarhed over, hvordan det i praksis skulle håndteres. Man skrev det ind i loven, før man overhovedet vidste, hvad det skulle betyde. Danmark er på den måde gået foran — som et af de første lande, der skriver et udefineret begreb direkte ind i lovgivningen. Resultatet? Et børneområde i frit fald — og så skruede man lige op for faldhastigheden. Et område, der i forvejen lå ned. Nu får det et spark, mens det ligger der.

Hvad handler det mon om?

Vigtige ressourcer til tidlig opsporing af vold og forståelse af pårørende adfærd sker ikke, hvilket efterlader en tydelig mangel på faglig dygtighed inden for vores velfærdssystem. Denne mangel på anvendelse af kendt viden kan ses som et udtryk for Rosenthal-effekten, hvor professionelles forventninger til børns adfærd leder til fejldiagnoser og mistolkninger ofte baseret på et stereotypisk syn på barnet, forældrene og familien.

Disse forventninger skaber en cyklus, der forhindrer børnene i at modtage den nødvendige hjælp og støtte, fordi de voksne kun ser, hvad de forventer, og overser børnenes faktiske behov.

Dette problem forværres yderligere af det, vi kalder forråelsen i systemet. Forråelsen indebærer en stædig fastholdelse af dogmatiske tilgange baseret på en negativ konditionering fra bestemte doktriner, selv når disse tilgange er skadelige og kommer fra offentlige fagpersoner.

Det fører til, at reelle problemer hos børnene ikke bliver anerkendt eller behandlet korrekt. Denne kultur af fastholdelse af status quo er dybt problematisk og viser, hvor nødvendig ægte forandring er for at beskytte vores samfunds mest sårbare individer.

Tolerancegrænsen 0 til 10 er rykket under myndighedsansvar til 15, 30, 45 (...)?

Tolerancegrænsen for hvad der betragtes som acceptabelt, og hvor 10 er nok er nok, er forskudt drastisk, og grænserne for etisk adfærd er sløret, det eksisterer ikke længere. Fejl og mangler bliver ignoreret, gemt væk under 'gulvtæppet' i forsøg på at bevare systemets facade.

De offentlige fagpersoner der siger fra udsættes for "pres" og risici for personlige represalier - tavshedens stemme høres tydeligt

Offentlige fagpersoner, der erkender fejl og siger fra, står over for personlige og professionelle risici. De presses til at tilpasse sig og tie stille - de gøres for enhver pris tavse. Dem, der nægter, oplever at blive frossent ude eller ekskluderet fra deres arbejdspladser. Fyringer på grund af såkaldte "samarbejdsvanskeligheder" er en almindelig konsekvens for de modige få, der tør udfordre denne usunde kultur, der reelt er en trussel mod retsikkerheden og vores samfundsmodel, som et civiliseret land.

Dette klima af frygt og undertrykkelse gælder også for selvstændige erhvervsdrivende og virksomheder, der arbejder for kommunerne eller på det familieretlige område. De oplever, at ethvert tegn på modstand eller kritik kan føre til, at de ikke længere bliver betragtet som samarbejdspartnere for fremtidige opgaver. Ytringer af bekymring eller kritik kan lukke døren for nye kontrakter, hvilket gør det økonomisk risikabelt at opretholde en etisk standard.

En diskurs der truer børn og unges psykiske og fysiske helbred og sundhed - og en nedbrydning af af den frie familie konstallation.

Det er denne frygt, der forhindrer sand dialog og reel forandring, og som gør Kids Rescue Netværket ikke bare nødvendigt, men afgørende for at beskytte og forsvare de mest sårbare i vores samfund - børn og unge, forældre og familier, både den hele og todelte familie konstallation.

De offentlige fagpersoners holdninger og meninger, hvor stammer de fra?

Dyk ned i dybdengående viden når du har tid eller energi. Lyt til podcast mens du sætter kartofler over eller sidder i bussen eller i bilen.

Jeg håber, at jeg i disse uddrag fra min personlige historie forklarer tydeligt nok, så du kan fange essensen af at udforske og forstå de undertoner og ikke-åbenlyse påvirkninger, som offentlige fagpersoner har i familie- og børnesager, jeg håber indbyder til en dybere efterforskning af de nuancerede interaktioner mellem familier og systemet.

Er man som forælder bevidst om dette, og helst så tidligt som muligt, kan man forberede sig og navigere gennem de problemer eller udfordringer, der kan opstå i mødet med det offentlige system i forbindelse med børnesager.

Vi ser altså på, hvor de offentlige fagpersoners tilgange kommer fra, og hvorfor forståelsen af disse er essentielt.

Ved at forstå baggrunden for de offentlige fagpersoners ageren, giver det dig som mor eller far muligheden for, at kunne tage højde for dette i kommunikationen og i samarbejdet disse aktører.

Det handler om at finde balancen mellem at forstå systemets krav, og bruge denne forståelse elegant, velovervejet, strategisk klogt, således skabe muligheden for, at ens egen stemme som forældre kan opnå anerkendelse, sympati og en dybere forståelse.

Brug dette som inspiration og vurder selv, om denne viden er relevant for dig.

FN Børnekoventionens skjulte bagside

At navigere i landskabet af børn, unge, og familier minder om at være en efterforsker: Hver ledetråd undersøges, hvert spor følges, alt for at afdække den dybere sandhed bag familiers udfordringer. Forestil dig at være Sherlock Holmes i en verden, hvor viden er nøglen til at løse gåderne omkring børns og unges trivsel.

Artikel 12. i FN Børnekonventionen er ifølge Banets Lov 2024 inkorporet, mens artikel 5 taler vi slet ikke om, og i virkeligheden den, som kræver en nuanceret dybedegående dialog og her, hvor systemet lige fik fyldt værktøjskassen elegant med redskaber, hvor barnet, forælderen og familien undermineres. En værktøjskasse fyldt, hvor min påstand er, det er reelt umyndiggørelse af forældre! Forældrerettigheder strækker sig udelukkende så længe og i det omfang, at man som forældre bakker op om "samfundssind" og "korrekthedskassen", der er defineret af FN, inkorporeret i Danmark, som rigtigt eller forkert.

Med andre ord, ingen forældre har retten over, hvordan de ønsker deres barn skal dannes, udvikles, ej heller ift. religion eller familiemæssige kulturelle baggrunde.

Udforsk de dybere implikationer af disse konventioner og deres effekt på dansk lovgivning ved at lytte til vores detaljerede podcast. Er du åbensidet og klar til at få indsigt i, hvordan du som fagperson kan navigere i dette komplekse og ofte modstridende landskab?

Podcast på vej.

Inddragelse af filosofiske og psykologiske perspektiver

Filosofiske og psykologiske perspektiver kan hjælpe med, at skabe en dybere forståelse for det som er sket og sker på børn og familieområdet, reelt samfundsmæssigt. Psykologien underbygger og forklarer tydeligt, hvor det filosofiske kan snyde forfærdeligt.

Det er så her, vi lige skal have styr på forskellen på principperne tro og viden?

Det er to vidt forskellige måder, at skældne verdenen på. Kan man ikke skældne mellem det, kan man heller ikke skældne mellem det, som er en del af vores demokratiske debat. Det er så her, jeg lige vil indskyde, at man kan som barn og ung gå gennem et helt folkeskole, gymnasie og universitet forløb, uden kendskab til filosofi. Et det mon udfordrende i en ungs dannelsesproces, når man skal bearbejde og forholde sig til kvaliteten af de oplysninger "nogen" har vælger at præsentere for os. Grundlæggende færdighed i at tænke kritisk og struktureret, at finde ud af om et argument hænger sammen eller ej, er baseret på et lavt niveua, eller sker indenfor definerede rammer, der for den kritiske virker styrende og kontrollerende. Rammer der er defineret af "nogen".

Nogen kunne stille spørgmålet, er det relevante grundlæggende kompetencer man som offentlig fagperson skal besidde i forhold til en børnesag? Absolut ja!

Podcast på vej.

Indblik i de usynlige ubevidste tråde til de offentlige fagpersoners indflydelse

Den dogmatiske tilgang ses over alt i civilsamfundet og hos de offentlige fagpersoner.

På den måde, kan man som mor, far og familie hurtigt blive gjort forkert.

Det er et vilkår, at vores samfundsmodel er opbygget på en måde, hvor de moderlige og faderlige instinkter fra urtiden, eller de kulturelle, ideologiske syn og menneskelige værdier, bliver ædt op af det som jeg kalder korrekthedens-kassen.

Denne korrekthedens-kasse indeholder en forudbestemt måde at tænke eller være på legaliseres ved narrativet "bedst for barnet" - og det ved myndigheden eller instansen altså bedre end mor og far. Dermed bliver det skrevne, og det som siges højt til virkelighed og en norm der absolut skal efterleves. Enhver kritik, uenighed og et nej tak, bliver hurtigt vendt mod forælderen som uansvarlighed.

Det er ret gennemgående tilstand for hele barnelivet.

Lad os lige tale om nogle vigtige begreber, vi skal til at trække ind i vores hverdagssprog, for at kunne forklare, hvordan denne udøvelse vises i praksis, når offentlige fagpersoner indblandes i en børnesag.

Podcast på vej.

Kortet over det, der sker

Det, du har læst her, er indgangen. Hvert tema folder vi ud i tiden, der kommer — ét ad gangen, i dybden.